346

Der er blevet røget nok, men ingen siger det. Ingen taler til ham på turen gennem skoven af mennesker de kunne have været statuer i en stue af træer, som i en park, hvor vilde kaniner springer omkring, forestiller han sig, men hans arme hænger, slyngen er blevet beskidt af jord, han har været så tæt på jorden som nu hele sit liv, men i selskab af statuerne i stuen af vildt voksende træers grene, der hugger og stikker i ham, knopskyder tanken i forskellige retninger, rhizomatisk, i en vis forstand, om, at han måske er tættere på jorden fordi de tronende statuer over ham har næsen helt ude i atmosfæren hvor stjernerne kun bøjer sig for kogende mælks drukn af vågenhed på sene timer.