347

Mørket er indbo for snurrende fagter; hans grimasse af smerte viser sig på tænderne, og tænderne ligner pigtråd, brune, misvedligeholdte, rustne.
Gitteret på lågen til kirkegården, knirker skingert, det går lige i ørerne.
Blodet fryser - hun griner derinde bag døgnet. Natten er kommet på vingerne af ugle, og det er netop natteuglens lod af trække himlen sort, det kan være betalingen skal ske med fjer, derfor den noget nøgne ryg. Han skubber lågen til kirkegården op. Et par træer skrår ind over lågen og indgangen og i vindens nådeløse riv synger de en sang, men han kan ikke lægge sig til at sove her. Og han kan ikke bare spise en burger.