350

Han huskede med hjernen hvad pikken havde fortalt ham. Han stod i lyskrydset, engang, nu en rundkørsel. Der er så mange rundkørsler i Allerød.
Han forsøgte med sin dårlige arm at fortælle instruere kommandere fuglene, men fuglenes sang denne sene aften, gav ikke meget musik af sig, så da en solsort pludselig gav sig til at trille melodier blev han glad. Hånden havde det ikke meget bedre.
Mundens skæve tænder var skæve, mellemrummet mellem fortænderne fik lyd, af luft ind og ud, lungerne peb. Musene han så som duer fløj ikke hvilket fik ham til at tænke på alt muligt han ænsede ikke personen der gik bag ham.
Mrs. Nebbit tænkte sit over den forhutlede mand, han var nu vendt tilbage som gik han i ring, hun ville ikke spørge ham om han var faret vild, men med behørig afstand til ham, samlede hun en sten op, en rede af sten er ord, en rede af ord er sten, en rede af kviste er 19 nervesammenbrud på en grøn stue. Tænkte hun.
Han gik for sig selv; ingen var på vejene. Han kiggede op; stjerner var mest hvide i hans mælkede på hinden grå øjne. Han så ikke så godt længere. Ikke efter en flok tråde var sat sammen for at holde øjnene lukkede, stingene kløede.
Hun kom tættere på ham. Samlede en sten op. I det han vendte sig og hun så ham lige ind i de grå øjne, sendte hun stenen af sted, reden var fuld af små dunede fugle, men ikke dunede små fugle, reden af sten var hård som sten, eller son hår iset til. Hun ramte ham i brystkassen med stenen. En flok tråde stod ud af hans mund, som et uroligt chok af rød, og kun rød. Det blev hans stemme, en sammensyet flod.