och stenene under sneen findes. Er stenene under sneen hårde som sne. Det knirker et sted bag mig. Jeg vender mig om. Jeg ved ikke hvad knirkende sne lyder som andet end knirkende sne. Hvis is lød som knogler og is sneg sig op bag mig mens jeg knækkede vej gennem en kost. Den kost. For mange stenede dage. Ja, jeg ved det godt och ham der siger sådan: men sådan nu siger noget noget nogen siger noget og nøgne kyllinger fryser, men han har mad og varmelamper til dem. Senere drikker de en latte og snakker sammen - han læner sig ind over bordet og hun smiler. De øreringe som sneen dækker er blodige lunser af kolde mågers næb fra isen knækker knoglerne. Han står tilbage. Det var den roman tænker han, og tænker ikke ikke mere: jeg mener hvordan skal jeg skrive en roman, når det eneste jeg laver er at grille pølser og bøffer, saften driver ud af kødet da jeg sætter gaflen i det, kniven skærer en luns, ikke en flot luns. Natten kommer måske snart jeg ved det godt ogd. ogd. ogd. Den svarta solen af Lotta Lotass ligger ved siden af mig, jeg sidder i sengen i gæsteværelset - solen er en glødende ske gennem sne.