Han går ned ad gaden. Hækkene står pæne og nydelige, måske var det i virkeligheden bare en drøm, noget sagde en lyd, han kiggede op, han rev et par brune øjne - til tårer blev blod - kjolen røg. Hele rummet røg, og han stod midt i det og røg selv, det lignede en tåge en røg, och fra månen hang skyer der var blevet gule i fjerene - de blæste forbi, ingen gjorde noget, jeg mener det seriøst, nu er der snart grillmad, han kigger op, han står i sumpen, han kan ikke huske hvad han laver der, han er vågnet men drømmer stadigvæk, han har været bag et træ, ved ikke hvilket slags træ, og pludselige går træets grene fra arme i gips til lange fingre, stikkende, flammende i solen, mere gnistrende i solen, sild smidt op, døden, ørkenen, varmen, varmen er nu: hændernes fingre er gået i træet - han gentager sig selv siger noget i ham, men han forstår ikke hvor lyden af røg kommer fra, den der lyd der forstærkes af lugten af røg, lyden af røg der har været i lunger, og nu siver ud af munden og næseborene - han står bare som et fugleskræmsel bag den bakke og det eneste træ der afgivet skygger er højere end en hånd stukket op - jorden vælter op, skridtene behøver ikke at tages, måske bliver vejret et lig i et blåt havvands frakke mod strandbredden: lungerne siger måske ikke røg, måske er det hjernen der siger mest af røg af hele min krop.