Det er godt nok meget kaffe och så ligner det også et uheld på himlen over åen. Myggene står som dansende flimrende lunger i det reflekterende sollys, åen smager på det, kaster det op, han står lidt derfra: små lys rammer hans ansigt som stod han i en kælder af kold jord med et enkelt stearinlys tæt på ansigtet, et vindue på klem sender vægens flamme på hans ansigt. En ræv stener ved åen som om den ejer naturen.