348

Han sidder opad en gravsten. Navnet, navnene, øde dø øde, han tænker på at dø øde, men det røde i udkanten af natten kan være en landsby i brand. Så han begynder at tænke på alle de mennesker der burde ligge i deres senge altid, de må ligge der, og de må ikke pibe en lyd fra sig. Han rejser sig op, børster det mest overfladiske skidt og snavs af slyngen, han gør dette i nogle sekunder og opgiver så, slyngen er mere beskidt end regn. Kan regn overhovedet være ren? Erindring om at stå i skolegård, ikke langt fra Panuminstituttets fold med heste, smage på sneen der faldt dengang, med tungen langt ude af gabet. Erindringen falder på tungen ude af gabet smagende på snefnug, men associationerne ryger straks over i en hund, en hund med gabet åbent og lang tunge fløjet ud, fløjet langt ud af gabet, den sveder måske, når den gør sådan, og han smagte måske på snefnuggene sådan, ellers, han stavrer ud af kirkegården, navnene der forekom ham ikke bekendte, men de her dage husker han meget dårligt, på trods af dårlig hukommelse husker han klart hvordan hun i legehuset lod ham røre ved sine bryster for et stykke tyggegummi.