344

Det lignede ham ikke - det vil sige i spejlet lignede han ikke andet end sne. Nu lignede han ikke andet end een hvis ansigt en flod med storm i og store muskler bag pansret jern havde ført med sig uden at spørge om lov. Det gør det aldrig. Aldrig mere. Ringen omkring ham opløses, de har jo nok at se til. Han kravler videre. Den mumlende skulder, solen på en albue, han vender sig om en sidste gang, men stenvaskerne er allerede videre med dagens dont. Fødderne er trætte og har smidt en sko og en sko af sig, fødderne er nok trætte, men nøgne, de vil gerne have solen, de vil gerne have varmt sand solen bager på ham; derude et sted er der noget mørkt pels, han tror måske det er katten. Han begynder ormens gang, endnu før ormene er gået i ham. Lidt vand på kroppen lidt sø på kroppen, lidt krop med egen sø, han begynder at orme sig af sted, men ved at et sted som hjemme er der kun plads til sommerfugle der altid forlader rummet med al rummets farve. Sådan er sådan noget.