342

Han bevæger sig på den måde; en bil er kørt ind i en dør, men det er en lille bil, det første kys af engle blev bilen af plastic, fra hans hånd ført til læberne, men ingen husker mere sådan noget, når nu så mange år senere, hestens man med sætningerne af de fineste skibe dråber af sved feberen, vågen, natten er god, drukket - lynchet - stemningen vil han vide, men ikke vide af, for nu sidder han her, katten er gået fra sengen, og rummet hvor sengen står i, og han er på gangen bag døren med den grønne malings malede på døren tal. Sætningerne, de smager af sved, men tro ikke at han bag bordet kan sige noget, han siger ikke noget, men bevæger sig på en måde der siger det hele for ham, ude på strejfet siger ingen noget til ham, men en kvinde fjerner sit barn fra ham da barnet kommer tættest på ham, hendes hænder må være af den jern man laver rævesakse af, tænker han, nogen har kastet en sten mod hans ryg, men det betyder ikke noget for en ryg af sten, stenvaskerne, de står ved bredden, han kommer til, de hilser ikke på ham, men tier mere end de normalt tier, ham, stenvaskeren, tættest på ham, har mørke øjenbryn, men meget lyst hår, en cigaret dirrer på mundens underlæbe, er der frygt, ligner han noget de kunne have hevet op fra floden? Han når floden hvor bredden går i floden, trods uro i vandoverfladen, strømmene i floden, ser han sit ansigt og ved pludselig hvorfor en by han har været fjernet fra igennem flere år udviser den frygt som de udviser. Det begynder at regne.