20100617
17. juni, Nørrebro
Rasmus,
jeg er så ked af alt den musik der brager i mine vægge. Det får mig til at føle mig gammel og rasende. Brænd lømlerne og kast sten på bålet! Ud over det er jeg så træt, at jeg næsten ikke kan bevæge mig. Luften er så tyk sej som en gammel sygdom. Som Olivia På de blå skjorter skal du kende erektionen.
dd
354
Det er så sort derude; refleksionen af lampens lys i ruden og mørke sort som sorg derude bagved det skal ændres, det må væk, hvem taler så sent, på den anden side, hvem har gang i det her, de der der har gang i tingene: Han vender sig om med et blødt blik.
Lampen har et gult lys.
Lampen har et gult lys.
Mine gæster, begynder han, men stemmen knækker, så mange indbrud under genrebetegnelsen 'knæk'.
Viserne på uret, her, ler som leer. Den evindelige tikken. Men snart går det i seng og han går i seng med det på maven.
Nye veje: gamle veje. Krebsen går som går han som han som går som ham der går som krebsen: hus på ryggen, parat eller panik. Ikke til at sige, hvad der skal ske, men i morgen kommer sneen, natten har ah været bidende kold, det gik i ansigtet, frysegraderne og den store storm gik direkte i ansigtet, kinderne blev røde; hvad er en rød kind og en rød kind? Hvad er gadelygternes kinddans.
Tilbage i senge ligger hun, med et vildt råb skreget skrig, kogt op latter, kort kogt op latter sender tusinde vilde fugle med sandkorn i næbbene gennem kønnet, på munden og på bunden i munden lever han lidt endnu, men vil ikke sige noget. Han dør hvis han fx siger och
352
Okay. Ja. Så ikke så meget. Och måske var det det hele havde handlet om; måske ville hans hjerne af glas lyde som en hjerne af glas. Fuck dig ræv. Skreg han som en anden rotte, flokkene, de vokser, folk går i forskellige retninger, ingen symmetri, hej. Sagde han. Han var træt af at gå, skulle han hilse og sige det oxo?
351
Måske var det hele en drøm; rummet rummede ingen afstand til uheldet, maling som sort kaffe sort og varm hældt ud over hans krop mens han i søvne bevægede sig uroligt. De går grå og snakker. Han hører dem - gennem dynen. At være vågen nu. Han vågner op.
Nattens drømme om et dyr, noget hun bar i en taske, kartofler til kattene, sødmælk til munden, overskyet himmel. Dug der falder som en kæmpe dug.
Han går op af sengen, den hænger vandret ud fra væggen og kan slås op. Den kvinde han boede hos, boede hos, sommeren over, havde vasket hans skjorte så den duftede godt, hun var også kommet med mange glas vand til ham.
Hun betroede sig til ham, mens hans hår sjaskede til som røgen på fakler i regn hænger ned ad og ned ad og ned ad - håret hang ned over hans hoved. Det kan godt være at det var som det var det var nok det det var ved den overenskomst, fredsbevarende styrker til hans klædeskab, en uorden, en storm af hurtige hænder, rystende, ivrige, søgende, rodende, flående - vågne - rækkende en skjorte bag over - den her, skal den gemmes?
Nej.
350
Han huskede med hjernen hvad pikken havde fortalt ham. Han stod i lyskrydset, engang, nu en rundkørsel. Der er så mange rundkørsler i Allerød.
Han forsøgte med sin dårlige arm at fortælle instruere kommandere fuglene, men fuglenes sang denne sene aften, gav ikke meget musik af sig, så da en solsort pludselig gav sig til at trille melodier blev han glad. Hånden havde det ikke meget bedre.
Mundens skæve tænder var skæve, mellemrummet mellem fortænderne fik lyd, af luft ind og ud, lungerne peb. Musene han så som duer fløj ikke hvilket fik ham til at tænke på alt muligt han ænsede ikke personen der gik bag ham.
Mrs. Nebbit tænkte sit over den forhutlede mand, han var nu vendt tilbage som gik han i ring, hun ville ikke spørge ham om han var faret vild, men med behørig afstand til ham, samlede hun en sten op, en rede af sten er ord, en rede af ord er sten, en rede af kviste er 19 nervesammenbrud på en grøn stue. Tænkte hun.
Han gik for sig selv; ingen var på vejene. Han kiggede op; stjerner var mest hvide i hans mælkede på hinden grå øjne. Han så ikke så godt længere. Ikke efter en flok tråde var sat sammen for at holde øjnene lukkede, stingene kløede.
Hun kom tættere på ham. Samlede en sten op. I det han vendte sig og hun så ham lige ind i de grå øjne, sendte hun stenen af sted, reden var fuld af små dunede fugle, men ikke dunede små fugle, reden af sten var hård som sten, eller son hår iset til. Hun ramte ham i brystkassen med stenen. En flok tråde stod ud af hans mund, som et uroligt chok af rød, og kun rød. Det blev hans stemme, en sammensyet flod.
349
Den varmeste sætning, blev skreget ud af munden på kvinden der stod omhyllet af et gardin. Hun forlod vinduet. Han kiggede længe efter hende, men hun kom ikke tilbage. Den begyndende sang vågnede i hans bryst, men kun små pibende kvæk kom over hans læber. Han var allerede videre. I bevægelsen væk fra bygning der var klemt ind mellem kirkegården og kiosken rev han slyngen af sin arm, fugle fløj i alle retninger - i alle retninger: tråde fra en eksploderet symaskine, ind og ud, og ind og ud, af hans øjne, disse grå øjne nogen havde hældt mosen på.
348
Han sidder opad en gravsten. Navnet, navnene, øde dø øde, han tænker på at dø øde, men det røde i udkanten af natten kan være en landsby i brand. Så han begynder at tænke på alle de mennesker der burde ligge i deres senge altid, de må ligge der, og de må ikke pibe en lyd fra sig. Han rejser sig op, børster det mest overfladiske skidt og snavs af slyngen, han gør dette i nogle sekunder og opgiver så, slyngen er mere beskidt end regn. Kan regn overhovedet være ren? Erindring om at stå i skolegård, ikke langt fra Panuminstituttets fold med heste, smage på sneen der faldt dengang, med tungen langt ude af gabet. Erindringen falder på tungen ude af gabet smagende på snefnug, men associationerne ryger straks over i en hund, en hund med gabet åbent og lang tunge fløjet ud, fløjet langt ud af gabet, den sveder måske, når den gør sådan, og han smagte måske på snefnuggene sådan, ellers, han stavrer ud af kirkegården, navnene der forekom ham ikke bekendte, men de her dage husker han meget dårligt, på trods af dårlig hukommelse husker han klart hvordan hun i legehuset lod ham røre ved sine bryster for et stykke tyggegummi.
20100616
347
Mørket er indbo for snurrende fagter; hans grimasse af smerte viser sig på tænderne, og tænderne ligner pigtråd, brune, misvedligeholdte, rustne.
Gitteret på lågen til kirkegården, knirker skingert, det går lige i ørerne.
Blodet fryser - hun griner derinde bag døgnet. Natten er kommet på vingerne af ugle, og det er netop natteuglens lod af trække himlen sort, det kan være betalingen skal ske med fjer, derfor den noget nøgne ryg. Han skubber lågen til kirkegården op. Et par træer skrår ind over lågen og indgangen og i vindens nådeløse riv synger de en sang, men han kan ikke lægge sig til at sove her. Og han kan ikke bare spise en burger.
346
Der er blevet røget nok, men ingen siger det. Ingen taler til ham på turen gennem skoven af mennesker de kunne have været statuer i en stue af træer, som i en park, hvor vilde kaniner springer omkring, forestiller han sig, men hans arme hænger, slyngen er blevet beskidt af jord, han har været så tæt på jorden som nu hele sit liv, men i selskab af statuerne i stuen af vildt voksende træers grene, der hugger og stikker i ham, knopskyder tanken i forskellige retninger, rhizomatisk, i en vis forstand, om, at han måske er tættere på jorden fordi de tronende statuer over ham har næsen helt ude i atmosfæren hvor stjernerne kun bøjer sig for kogende mælks drukn af vågenhed på sene timer.
Nu ved jeg ikke hvad du ved om mig. Du sagde, jeg kan huske at du sagde noget, det er derfor jeg kan huske dig. Og du sad på en bunke af tøj og røg en cigaret og du sagde det der og de ting jeg har glemt at du sagde. Men du sagde dem og jeg sagde noget tilbage og så var det at jeg fortalte noget der havde betydning og små træer piblede frem i horisonten og dit hår sad på den der måde der var sådan lidt æggende og potent og nu, nu hvor du snakker om den smukkeste trækrone, som du så en sommer i Sverige, så kommer jeg til at tænke på, om du ved lidt mere, om du har kendskab til lidt flere kendsgerninger, og jeg gør, jeg gør sådan her med min hånd når jeg reder dit hår og jeg planter dig i skovbunden og jeg ser og jeg ser meget på ugler, helst ugler, deres krogede næb behager verden og verden fandt den hul og elegant. Og alt der sad og sad og haglede og sad og forplantede sig i vores tankegang var snakke og andre snakke og cigaretter og andre cigaretter røget på tøjbunker.
345
Mørket kommer nu: sandet fyger i øjnene, øjnene bliver ridsede - udsynet i stormen af sand er dårligt.
Han vænner sig ikke til blændet at kende sin krop på andet end skulderens sorte sø, den trippende, knirkende, tilsandede kirke hvor arme og overkrop sidder i hængsel, skulderens sø, slyngen omkring underarmen: sandet fyger i øjnene, snart også ind i munden. Hvis det her uvejr var en cigaret ville han kaste op mens han kaster op, følelsen af at kaste op, får ham til at kaste op mens hans opkast følger efter hans opkast.
Pludselig står regnen ned, regnen pisker det fygende sand ned hvor det hører til. Han drømmer om at gå i seng mens han går i bad; sommerfuglene trækker rummets farver med sig med en rasende hvirvelvind, fordi de vil have flere farver end farver. Han søger læ for regnen under et væltet træ.
Det Jørgen Leth gør
er at når han kommenterer en fodboldkamp
fokuserer han på at der kommer ansigter til syne.
Et ansigt, et ansigt,
flere ansigter, ansigter.
Too stiff mister jørgen
too stiff.
Hvis der var en fejl i sproget så man kun kunne forstå et ord, hvis man udtalte de nøjagtig 23 o'er (ordet kunne fx være mooooooooooooooooooooooor). Hvis man udtalte ordet med kun 22 o'er var ordet komplet uforståligt for andre mennesker.
moooooooooooooooooooooor
344
Det lignede ham ikke - det vil sige i spejlet lignede han ikke andet end sne. Nu lignede han ikke andet end een hvis ansigt en flod med storm i og store muskler bag pansret jern havde ført med sig uden at spørge om lov. Det gør det aldrig. Aldrig mere. Ringen omkring ham opløses, de har jo nok at se til. Han kravler videre. Den mumlende skulder, solen på en albue, han vender sig om en sidste gang, men stenvaskerne er allerede videre med dagens dont. Fødderne er trætte og har smidt en sko og en sko af sig, fødderne er nok trætte, men nøgne, de vil gerne have solen, de vil gerne have varmt sand solen bager på ham; derude et sted er der noget mørkt pels, han tror måske det er katten. Han begynder ormens gang, endnu før ormene er gået i ham. Lidt vand på kroppen lidt sø på kroppen, lidt krop med egen sø, han begynder at orme sig af sted, men ved at et sted som hjemme er der kun plads til sommerfugle der altid forlader rummet med al rummets farve. Sådan er sådan noget.
343
Og lydene: en sløv lunge ud gennem næsen på et ansigt skrællet for hud, derinde helt derinde sidder en pik på næsen og spiller fugl. Det er en latterlig opfattelse at talent er penge. Han rejser sig, så godt han nu kan, hans ansigt bliver siddende i flodens urolige overflade - vandet driver videre med det, stenvaskerne har samlet sig i en gruppe omkring ham, de giver ham ikke tæsk, han takker dem for det, ham, den lyshårede med de mørke øjenbryn, træder ud af ringen af stenvaskere omkring ham, den lyshårede sætter sig på hug ved siden af ham, ham der trækker vejret som en syg såret køter, uden at sige noget rækker den lyshårede ham en cigaret fra en pakke, han puffer en cigaret op af pakken, ved at skubbe i bunden af pakken, cigaretten springer op lidt højere op end de resterende cigaretter i pakken, ham, han, ham der trækker vejret som en vandpyts knust, tager imod cigaretten. Den lyshårede tænder cigaretten for ham - røgen er stærk i lungerne - han takker, men lyden der kommer ud hen over tænderne har for mange nedstrygede negle i sig til rigtig at være andet end forkølet snot på en is. Alligevel forstår den lyshårede. Den lyshårede griner pludselig, de andre stenvaskere i ringen omkring ham, der ligger på alle fire, slår op i en dyb rungende latter - han holder sig for ørerne, fordi latter ikke er medfødt, han er blind og blod uden sin kat, han kan ikke finde sin kat i blodet han pludselig kaster op i krampe, de griner fortsat. Cigaretten ligger udfaldet fra munden med en tråd af slim vedhæftet.
342
Han bevæger sig på den måde; en bil er kørt ind i en dør, men det er en lille bil, det første kys af engle blev bilen af plastic, fra hans hånd ført til læberne, men ingen husker mere sådan noget, når nu så mange år senere, hestens man med sætningerne af de fineste skibe dråber af sved feberen, vågen, natten er god, drukket - lynchet - stemningen vil han vide, men ikke vide af, for nu sidder han her, katten er gået fra sengen, og rummet hvor sengen står i, og han er på gangen bag døren med den grønne malings malede på døren tal. Sætningerne, de smager af sved, men tro ikke at han bag bordet kan sige noget, han siger ikke noget, men bevæger sig på en måde der siger det hele for ham, ude på strejfet siger ingen noget til ham, men en kvinde fjerner sit barn fra ham da barnet kommer tættest på ham, hendes hænder må være af den jern man laver rævesakse af, tænker han, nogen har kastet en sten mod hans ryg, men det betyder ikke noget for en ryg af sten, stenvaskerne, de står ved bredden, han kommer til, de hilser ikke på ham, men tier mere end de normalt tier, ham, stenvaskeren, tættest på ham, har mørke øjenbryn, men meget lyst hår, en cigaret dirrer på mundens underlæbe, er der frygt, ligner han noget de kunne have hevet op fra floden? Han når floden hvor bredden går i floden, trods uro i vandoverfladen, strømmene i floden, ser han sit ansigt og ved pludselig hvorfor en by han har været fjernet fra igennem flere år udviser den frygt som de udviser. Det begynder at regne.
341
och mørket samler sig mudret, pisket af is, varmt, alvorligt; rummet har en gang i enden bag en dør, nummeret på døren er malet med spraymaling, malingen er lidt udflydende, hans finger rører ved malingen og malingen smitter af, med pegefingeren, fingeren med mest grøn maling på, maler han en glad kat, men knurhårene bliver for tykke, han tænker, lønslave, mine fingre er for tykke, ingen kan elske en kat med for tykke fingre, han åbner døren og træder ud i en verden af veje, tilbage i '89 havde ingen sagt til ham at han ikke måtte strejfe men nu virker det som en dum bil. Hans ben halter slæbt efter ham, han bruger nu armene og armenes hænder til at komme frem. Arret er et ar, og ikke bare et par år om at forsvinde, det er hans fordi han engang faldt ned fra en eg der stjal hans jeg.
Flere uddrag fra Personerne er udskiftelige
9
Jeg følger stiens brækkede vinger
erindringens og luftens bombastiske udsagn om dette og hint
Så stenene og deres udskiftelige sætninger
og hold kæft hvor er den stærk,
good shit and shitty good, shitty god
death was always made up anyway.
*
54
Men heden,
sagde han til mig,
er afsindig i det her land
vi har ingen farlige dyr
kun pænt ryddede skove
og andre digte. Nå,
sagde jeg, jamen
hvad er I så bange for?
Elgelus og klarinetter!
*
27
Det er et festspil af skumsprøjt
havet ligner en baby når den hoster
det er lissom på Louvre.
16062010, Allerød
Kære d d
Lav klart noget mere kaffe; jeg har kaffe over det hele, jeg troede jeg havde tømt stempelkanden, men pludselige siger min mor, der er mere kaffe tilbage, så fik jeg lige en kop. Du skal bare skrive uden ord, lav en vinter, lav en vinter for mig, hvis jeg skal være helt ærlig så er den her varme for syg, vi har ikke så mange farlige dyr, og lange vintre, men heden, jeg mener: jeg bliver helt forvirret af den. Nåede at spise noget grillet kød, min mor havde lavet salat med lækker gedeost i. Det er klart aften her. Da jeg skulle citere fra Den svarta solen 255 eller hvad det nu blev, måtte jeg knibe øjnene sammen for at læse hvad der står med helt småt, det står virkelig med helt småt. Jeg tænker nogle gange på Biskops Arnö, jeg tænker, deroppe ville jeg gerne bo, hvis jeg kunne få et værelse og der ville være de der læssevis metervis meget mange sne, sneen over det hele, jeg ville gerne bo deroppe midt i sneen. Ikke lave noget andet end at skrive breve. Men jeg taler lidt dødt - virkelig. Og jeg har ingen ord. Eller det vil sige, grammatikken var en festival. Jeg må ryge lidt. Ud på altanen, mørket er tættere på nu end nogensinde før. Jeg kan røre ved det som var det en forkullet bil i en krigszone med bugen i vejret, soden vil smitte af, mine øjne vil være sorte af evige spidse hidsige nætter.
k h
Rasmus
Tunneller der løber gennem bjerge eller folk der sveder deres liv væk osv for at kradse hul i bjerget og deres hud beskidte hud indkredsning af din egen skæbne jeg tror jo slet ikke på den slags, vi tager hjem sammen der ved sekstiden, du smutter ikke før det, jeg gider slet ikke diskutere det. Jeg har sådan set frem til at hilse på dig gennem dit blå grå snot og flygtende ansigtsmuskler en hidsig apostrof i dit ansigt oh jeg føler mig så grammatisk i aften, nej det kan du ikke, det er der allerede andre der har gjort, nej det kan du ikke lade være med, det er der allerede andre der har gjort, du må sive væk i hænders syntaks.
Himlen er stadigvæk lidt lys derude, mit tøj er blevet vasket. Sydafrika tabte. Men tabte de 3-0? - 225. Genom den dunkla, långa, smala passagen sträcker sig en skiljevägg av låga, vida skärmar. Och den nede sten, mudderet skylles af stenen og stenen sættes i et rum malerierne på væggene er meget gamle og alle malet af de store, gennem mudderet vågner manden med en frakke op til ansigtet i mørket går han omkring hovedet kan godt være tungt, når det regner lyder lyden af regn som lyden af regn, han vender sig om nogen kastede den sten der gik gennem hans hud, ind i midt ind i midt ind i ham, røgen fra ryggen kom som en overraskelse og da han lagde sig i sneen og mudderet var skyllet af huden, fik ansigtet et andet ansigt, et ansigt med solbriller er en forbrydelse, når han at tænke før den næste sten giver ham et blåt øje på begge øjne. De morgener kommer igen, hvor han sidder på en bænk, med dåse i hånden og en dåse i munden, for at han ikke skal tale over sig om uheld og uheldige indbrud, justerede sjette sanser - råbende af kulde rødt sår i hovedet. Men helt ærlig vil hun vide, han har ikke noget i lommen, hånden knuger dåsen, katten i brystet er en abe - hjertet banker - stenene flyver - mudderet holder op med at sige noget, når mudderet holder helt op med at sige noget er det hele færdigt som afsluttet af et punktum.
16. juni, Nørrebro
Rasmus,
her går det fint osv. Jeg føler mig færdig for ord, jeg kender ikke flere. Jeg tror det er en del af planen. Kender du flere ord, jeg kan bruge? Kaffen er også ved at være færdig. Den er under alle omstændigheder lunken, men jeg kan vel lave mere. Hvordan går det hos dig (jer?)? Jeg ser frem til at høre fra dig.
dd
Med mindre dine øjne er smurt ind i olie, !
Marcel gav fortabt, han gav op, han gav ud som to store egern på tur med ost og en mus gennem rungende skove fortabte i hændelsernes hænder og negle der ikke længere vil være hænder. Og en flok snerpede tøser, så oprette som et udråbstegn, så brølende som et komma.
Han vender sig og griner mens han bløder fra munden. Jeg så ikke hvad der skete, det har nok været dengang på Wessels kro; jeg ville ikke kunne finde derhen igen. Vi stod i den her baggård og Louise huggede en snitte i sig fra en containers låg, pludselig kastede hun op. Det var uhyggeligt, men hun grinte bare og tog en bane til. Måske '03 noget.
Blade som slår væggene ind til dine hedeste drømme.
Du er vaklende hummere i et udstrakt syfilissår,
og du kender ingen. Komplet morgenmad til 99,-
pastami og bacon fosser over tallerknen. Jeg er
træt og træt og jo mere jeg jubler jo mere
er det som det altid har været og du bliver til
mere og mere dalende blade
som skubber til luften som et jordskælv.
Men dage gik, de regnende dage vandt med vand hvad varme dage med tørke gjorde sprækket, jorden blev mest mudder, han lå dernede som hverandre og kunne ikke sige sit navn for en dåse i munden, det væltede den ned tænderne i dåsen fik lidt smag af rust, men måske var det smagen af blod og rusten dåse der gik i et. Han vender sig om: stillestående træ af bord bord af træ vågner op, benene har små flig af træ under sig, så det står lige, så det lige et stillestående og ikke vippende og i gang og i gang væk, og i gang væk af sted - det kan godt være at mine øjne er blå, tænker Mrs. Nebbit, men det skal du ikke tænke på. Watt kiggede på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Jeg blev meget forelsket i en pige, men forstod hende ikke, vi kunne ikke sidde når kødet ikke gik i kød, og tale, prøvede Watt, han lod dette være afskeden nok til Mrs. Nebbit, han åbnede døren ud til haven, døren på bagsiden, en tallerken med grød stod til familien Muggets - men de havde åbenbart ikke været der den dag, for tallerknen med grød stod urørt. Watt samlede tallerknen op, satte den så den balancerede på hans hoved, jeg byder dem, Mrs. et farvel.
Watt lettede på tallerknen og gik sin vej.
Watt lettede på tallerknen og gik sin vej.
Børnedigt
Den ufrivillige tur som en ikke helt normal babysitter
som sitter og går i pit og kaster med knitter
og spiser pommes friter og tæsker banditter
som kridter musvitter og leger i klitter.
Nu och nu: nu her. Det stammer forfærdeligt. Han
vender ansigtet, sætningen blev en stensætning, badekaret stod med flod ud af hanen, floden fyldte op, det skummede langsomt til mens han hældte sæbe i badet, skjorten røg, dagen hang i skjorten som lysegrå var den dagens himmel; han vælter om, stierne er grå i gruset, knirkende under skoene, sort af myrer, det hele er en bevægelse væk fra kroppen, hvordan komme væk; han griber efter et ekko af sand som det stiger i vinden, fyger, smuldrer - vandet kommer til.
Havets vand fosser ud af hanen og han nyder svævende mågers skrig, hvordan ved de hvad der er måge og hvad der er menneske med alle de fjer alle vegne? rummet hvidt. Rummet af fjer. Lim og fjer. Bygge et helt hus af skadefjer fundet på en tur i en skov - fra huset ned til stranden gennem skoven: huden frøs den vinter i ansigtet og ansigtet ville ikke holde sit ansigt med hænderne.
vender ansigtet, sætningen blev en stensætning, badekaret stod med flod ud af hanen, floden fyldte op, det skummede langsomt til mens han hældte sæbe i badet, skjorten røg, dagen hang i skjorten som lysegrå var den dagens himmel; han vælter om, stierne er grå i gruset, knirkende under skoene, sort af myrer, det hele er en bevægelse væk fra kroppen, hvordan komme væk; han griber efter et ekko af sand som det stiger i vinden, fyger, smuldrer - vandet kommer til.
Havets vand fosser ud af hanen og han nyder svævende mågers skrig, hvordan ved de hvad der er måge og hvad der er menneske med alle de fjer alle vegne? rummet hvidt. Rummet af fjer. Lim og fjer. Bygge et helt hus af skadefjer fundet på en tur i en skov - fra huset ned til stranden gennem skoven: huden frøs den vinter i ansigtet og ansigtet ville ikke holde sit ansigt med hænderne.
jeg sidder som en myggesværm i luften tæt på lys kærtegnet blidt af en rolig let i sommeren vind. jeg sidder i uoversættelighed. jeg sidder lige her. jeg sidder fast. jeg sidder under det hvilende blå hvilende stille vand så stille som et øje sovende vand. jeg sidder til hest. jeg sidder det hele overhørig. jeg sidder som siddende mand som en halvcirkel bulet og grimt C se se mor, der sidder en der har slugt for mange kameler.
Lyden af de gamle røgskyer og skummende hvidt skum på indrullet hav. Så vidt så hvidt! Det er efterår eller vinter eller det er dårligt vejr, et uvejr som kun foråret kan bringe, (som et uheld i ansigtet), med mudderet springende, snapper efter buksebenet. Uvejret er en stor hund i himlens mund. Jeg er lugten af dine gamle våde drømme og hår om anus og pornosider du lukkede så snart rejsningen var faldet.
Aftenen er kommet snigende. I morgen vil jeg ikke lave noget. Aftenen kommer snigende och måske er aftenen lys og kølig i forhold til dagen der kun er lys, men himlens blå var mere blå tidligere, det hele er ligesom hvidtet op. Bølgerne og hestene. Hestene ude i bølgerne; fornyet energi, han tror meget på det, men lyver for sig selv, hvad er en sætning, hvad kan lyset i rummet sige om lyset udenfor, det hele er mere gråt, han forestiller sig en laks' kød, ikke frisk laks, gamle dage, det tyggegummi hvad gjorde det der, det gik fra hendes mund til hans' og Quqqi gjorde noget. De bowlede og snakkede om tingene.
- Sidste skoledag.
- Ja. Svarede han. - Hvad, nej, hvordan tror du at det bliver?
- Jeg ved det ikke. Sagde hun så.
Så sagde de ikke så meget mere. Men Daniel jeg vil gerne vende tilbage til billedet jeg sidder som en myggesværm i luften tæt på lys kærtegnet blidt af en rolig let i sommeren vind.
- Sidste skoledag.
- Ja. Svarede han. - Hvad, nej, hvordan tror du at det bliver?
- Jeg ved det ikke. Sagde hun så.
Så sagde de ikke så meget mere. Men Daniel jeg vil gerne vende tilbage til billedet jeg sidder som en myggesværm i luften tæt på lys kærtegnet blidt af en rolig let i sommeren vind.
Der var pænt i vejret, de holdt et stykke fra huset och så skete der ikke så meget andet. Han vågnede med stille sved på sin pande, men huskede ikke hvad han havde drømt. Katten lå sammenrullet i enden af sengen, han nænnede ikke at vække den, og blev liggende, uret tikkede, men uden brillerne kunne han ikke præcist formulere hvor meget den nat for 30 år siden havde betydet.
Den morgen vågnede han igen. Katten havde forladt sengen. Dynen havde mærke efter den. Så den var nok luntet væk lige inden han vågnede anden gang. Solen stod ind ad vinduet. Den grønlandske kvinde havde fundet brevene fra Molly, han havde fortalt hende om dengang han var død.
Han var sprunget ud af vinduet en morgen, og kunne nu ikke så godt stoppe, når først han var gået i gang. Den sommer fægtede han mod prins Florian - men ingen af dem talte om turen ud af vinduet.
Den morgen vågnede han igen. Katten havde forladt sengen. Dynen havde mærke efter den. Så den var nok luntet væk lige inden han vågnede anden gang. Solen stod ind ad vinduet. Den grønlandske kvinde havde fundet brevene fra Molly, han havde fortalt hende om dengang han var død.
Han var sprunget ud af vinduet en morgen, og kunne nu ikke så godt stoppe, når først han var gået i gang. Den sommer fægtede han mod prins Florian - men ingen af dem talte om turen ud af vinduet.
och seriøst Daniel jeg kan ikke glemme din begejstring for Den röda himlen - altså den der bog jeg viste dig, da du besøgte mig, den du sagde "sådan skal min bog også se ud", alle bøger skulle laves sådan. Jeg har også OEI's prosadobbeltnummer med herop, jeg ved ikke rigtig hvad det handler om. Nu spiller Sydafrika mod Uruguay.
Jeg tænkte på noget, men glemte så noget andet.
Det vil sige, jeg sagde noget
husker ikke hvad
men noget sagde noget: det fløj omkring
de pæne tænder i smilet blev hurtigt nåle
nå nåle. Stenet at tænke på vinter
når nu sukkende skyer smider sukker
i overført betydning. Nej
ikke i virkeligheden vi er ivrige hænder
eller med Martins
jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er
Det vil sige, jeg sagde noget
husker ikke hvad
men noget sagde noget: det fløj omkring
de pæne tænder i smilet blev hurtigt nåle
nå nåle. Stenet at tænke på vinter
når nu sukkende skyer smider sukker
i overført betydning. Nej
ikke i virkeligheden vi er ivrige hænder
eller med Martins
jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er
Din hjerne er salt og ligner en valnød. Hvis det regner med æbler får vi brug for nogle større paraplyer.
Vi går altså ikke med paraply i min familie.
Lungen er et greb som naturen benytter til at forbruge sig selv.
Mængder bør være skamløst store. Og skamløst mange.
Mængder bør være det nye menneske,
det nye sort.
Selve hensigten er at du dør, så start motoren
og kom i gang. Jeg står ikke i vejen for din vejrtrækning,
røgen tydeliggør bare at vi deler den samme luft.
Hvis jeg var et læserbrev ville jeg slet ikke vide
hvad jeg skulle sige. Du må aldrig tro mig
jeg er druknet i din ironi. Personlig udvikling er spild!
Jeg brænder efter at lave noget man kan røre ved.
Hvor mange bogstaver skal man bruge
til at bygge et hus. Hvor mange til en bro.
Och han griber ud efter skulderen, huden er en larmende hjerne.
Huden har været på morderisk saks i et skabs mørke efter døren smides på klem. Til
sidst helt i.
I mørket sidder han: kønnet stopper op på en telefonbogs massiv. Fyrretræerne taber
deres negle kjolen flyver op, gamle dage.
Och mørket nu: sidde i et skab i mørket i mørke med mørket alle vegne -
på skibet vågner en ånd. Mange huse i hjernen holder deres pause med lyd, de skrigende hængsler
finder deres udkårne match i mågerne,
i mågerne
Huden har været på morderisk saks i et skabs mørke efter døren smides på klem. Til
sidst helt i.
I mørket sidder han: kønnet stopper op på en telefonbogs massiv. Fyrretræerne taber
deres negle kjolen flyver op, gamle dage.
Och mørket nu: sidde i et skab i mørket i mørke med mørket alle vegne -
på skibet vågner en ånd. Mange huse i hjernen holder deres pause med lyd, de skrigende hængsler
finder deres udkårne match i mågerne,
i mågerne
Jeg ved ikke, jeg må nok have mere kaffe. Hej. Och så vågnede væggene og gik fra hinanden, det vågnede, de sagde noget til hinanden, vågnede; lyset ændrede karakter - han sad pludselig i stuen hvor en legetøjbil manglede et hjul: den vej - den gik ingen vegne. Han skruede på hjulene, undersøgte dem, der skete ikke noget. På væggen hang et udstoppet hoved fra en elg: Den manglede hjul for at kunne køre nogle steder.
I en togvogn til Thisted
Som du ved er togvogne altid for varme eller for kolde. Gerne er det organiseret således at de er for kolde om sommeren, hvor man har mindst tøj på, og varmest om vinteren, hvor kulden så slår direkte mod ansigtet så snart man har nået Thisted. Jeg sad ved siden af et lille barn, og i dag var vognen for varm. Barnet havde savl rundt om munden og et ellevetal af snot løbende fra næseborene. Man skulle tro at børn abnorme spyt- og snotproduktion havde en årsag. At den skulle forberede huden på eventuelle senere barberinger, og at overfloden af snot og spyt har været komplet meningsløs før barberbladets opfindelse, således at evolutionen havde arbejdet forud. Som hvis man havde opfundet fjernbetjeningen før der der fandtes et apparat man kunne bruge det til. Og du ved hvordan den slags tanker kan drive mig til vanvid, så du kan nok forestille dig, at jeg steg af toget med sveden løbende fra panden, direkte ud i vinteren som var en godstog gennem en banegård gennem min hud. Og straks frøs jeg. Jeg frøs. Jeg kunne mærke at jeg blev stivere i lemmerne. Tror du mig!? De kaldte mig Jacobsen og greb chancen til i min stivhed at sætte mig op på en piedestal!
16062010, Allerød
d d
Vejret her er sol. Jeg tænker på min mor, hun siger hun holder med Sydafrika, i aften, jeg ved ikke hvem de spiller imod. I går så jeg Brasilien - men det var ikke helt i orden. Nordkorea scorede et mål mod dem. Får du mon set noget bold. Som sagt fodbold i Nørrebroparken hver torsdag. Jeg har brug for mere kaffe. Nu drikker jeg stempelkandekaffe, jeg lærer aldrig at forstå det, jeg mener hvor bliver den der buzz af, som jeg får af espresso? Havet er en fiktion, hvis du får det i maven skal du pisse en flod af sprog.
k h
R
Han væltede om på siden, och og och, væltede på siden om. Een sagde: "du ligner et vækkeur med møtrikker væltet ud", så kiggede han ned ad sig selv. Det blødende smil han gav gav ikke nok. Det giver slet ikke. Den slags giver slet ikke. Pengene var gode og bløde, glade dage och nu blev der lavet kaffe, og mere kaffe. Nu også røg. Ræven går omkring med ilden i pelsen, et par fugle flyver forbi mens de sender lyd, lyden er en god lyd, ligesom han aldrig bliver træt af stilhedens lyd, den der lyd af at intet sker, måske går vinden i jakken, han kigger op, han kigger ned ad sig selv, de blødende tænder viser sig som sat på plads tandbøjlen indrammer - spyttet driver. Han kan jo ikke blive ved. Et sted derfra står Mrs. Nebbit. I hendes hjerne står I alle sammen og griner med spyt drivende ned over jeres maver, hendes kat er på månen, telefonen i boksen, på gaden, alderen, hvornår holdt telefonboksene op med at være telefonbokse hvad skete den nat da Jens Erik blev sat til at flå dem op af jorden og ryste rynker i knoglerne, posen af hud, nye drivende veje for drivere, af sted jeg mener af sted men ak
16. juni, Nørrebro
Halling,
skyerne har ikke kunnet beslutte sig i dag. Men det har ikke regnet. Jeg savner min kæreste og ryger for mange cigaretter for tiden. Men det er ingen forfaldshistorie! Dine fødder gør mig opløftet, og jeg har en pizza i ovnen.
Fem fakta om verden:
Du ved ingenting.
Hvis du dør før dine forældre betyder det ingenting.
Hvis du taler om døden bør du have en god grund til det.
Fiktionen altid er virkelig og virkeligheden altid fiktion.
kh,
dd
To digte
Plaskende som galopperende heste ved stranden.
*
Jeg laver en komparativ læsning
af to afsnit i min dagbog
der begge handler om at blive forladt.
Hammeren går gennem et træ. Jeg skriver altid om træer. Hvad betyder ordet vejr? Jeg mener hvad er en metafor. Hård sne - gamle dage. Fede dage. Solen skinner. Regner det, regner det æbler. Næste gang vi gør det her; regner ilden på himlen på nogle fugle, de holder op med at flyve, de flyver hele vejen indtil ilden falder på dem. Smid lortet på grillen, vi vil det blod, hvad vil det sige at sætte vi foran alting. Så du billeder af Bukdahls reol?
Ioner som jern drivende gennem salt og vand. Skib. Søen er uro og ingen andre. En skipper undrer sig over at anmassende er med to s'er. Som om skib blev skubbet af havet, jeg er så træt af de her genstridige staveregler, tænkte han også. Han tænkte i det hele taget så meget. Det regnede med æbler. Det regner med æbler. Det regnede med æbler. Det regnede med æbler. Sætning er sat med røde sejl. Grib din hammer.
16062010, Allerød
Kære DD
Det er i virkeligheden et trip. Ole står med en stryger i munden, hvis den eksploderer får hans mund en rød. Den røde sol går ned derude og hænger fast i træerne. De små hjerner af glas, som Huggo, han kan han skal stammerne i skoven regner rene og vaskede af en pigtråds sne; den gør lige tråden lidt rust men lidt rust er også sådan noget alle elsker omkring bordet med knive og gafler i kød.
K H
R
Plan for aftenen d. 16. juni og natten til d. 17.:
Nu: Skriv og drik kaffe. Fortsæt med begge så længe som muligt.
Senere. Ryg nogle flere cigaretter skriv noget mere.
Sæt så en frysepizza i ovnen.
Få besøg.
Skriv mere. Skriv i det hele taget altid.
Lav eventuelt nogle popcorn.
Skriv skriv
Sov eller se TV om kriminalitet.
och stenene under sneen findes. Er stenene under sneen hårde som sne. Det knirker et sted bag mig. Jeg vender mig om. Jeg ved ikke hvad knirkende sne lyder som andet end knirkende sne. Hvis is lød som knogler og is sneg sig op bag mig mens jeg knækkede vej gennem en kost. Den kost. For mange stenede dage. Ja, jeg ved det godt och ham der siger sådan: men sådan nu siger noget noget nogen siger noget og nøgne kyllinger fryser, men han har mad og varmelamper til dem. Senere drikker de en latte og snakker sammen - han læner sig ind over bordet og hun smiler. De øreringe som sneen dækker er blodige lunser af kolde mågers næb fra isen knækker knoglerne. Han står tilbage. Det var den roman tænker han, og tænker ikke ikke mere: jeg mener hvordan skal jeg skrive en roman, når det eneste jeg laver er at grille pølser og bøffer, saften driver ud af kødet da jeg sætter gaflen i det, kniven skærer en luns, ikke en flot luns. Natten kommer måske snart jeg ved det godt ogd. ogd. ogd. Den svarta solen af Lotta Lotass ligger ved siden af mig, jeg sidder i sengen i gæsteværelset - solen er en glødende ske gennem sne.
http://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-chttp://www.youtube.com/watch?v=wtueJMw7s-c
Hvis vejret var et lig kunne vi tage det mere alvorligt, hvis sommeren er en blodig abort. Kom ikke her med dine sandheder, vi har allerede rigeligt. Hun står dampende allerede stort grinende med et stort smil i forårets røvhul. Jeg kunne så godt hvis jeg ville gribe hende tænder som en gamlings tabte gebis i en fodgængerovergang. Det er ikke længere sommer, det er famlende efterår med dets grus og våde stier. Haven er tung af regn.
Han går ned ad gaden. Hækkene står pæne og nydelige, måske var det i virkeligheden bare en drøm, noget sagde en lyd, han kiggede op, han rev et par brune øjne - til tårer blev blod - kjolen røg. Hele rummet røg, og han stod midt i det og røg selv, det lignede en tåge en røg, och fra månen hang skyer der var blevet gule i fjerene - de blæste forbi, ingen gjorde noget, jeg mener det seriøst, nu er der snart grillmad, han kigger op, han står i sumpen, han kan ikke huske hvad han laver der, han er vågnet men drømmer stadigvæk, han har været bag et træ, ved ikke hvilket slags træ, og pludselige går træets grene fra arme i gips til lange fingre, stikkende, flammende i solen, mere gnistrende i solen, sild smidt op, døden, ørkenen, varmen, varmen er nu: hændernes fingre er gået i træet - han gentager sig selv siger noget i ham, men han forstår ikke hvor lyden af røg kommer fra, den der lyd der forstærkes af lugten af røg, lyden af røg der har været i lunger, og nu siver ud af munden og næseborene - han står bare som et fugleskræmsel bag den bakke og det eneste træ der afgivet skygger er højere end en hånd stukket op - jorden vælter op, skridtene behøver ikke at tages, måske bliver vejret et lig i et blåt havvands frakke mod strandbredden: lungerne siger måske ikke røg, måske er det hjernen der siger mest af røg af hele min krop.
och han griber en regn, hænderne lyder som skove når de sorte gør ansigtet sort - skaderne - brandskaderne på huset, den fine latter, sløset, idiotisk, griber efter ansigtet, en halv kæbe er opereret - noget lyder. Han kigger op. Et par fugle flyver efter hinanden på himlen; kniven går fra en side til den anden side, ryggen er færdig, slemt tilredte opererede - blå himmel - den blå himmel må holde op; det holder vel op det hele, men her er der masser af tid; tiden står stille, jeg ville ønske at den ikke stod stille sneen tikker stemmer slukker stammerne i skoven bærer en hvid mands ansigt plettet sort som på en gang engang affyrede raketter. Han pissede i kummefryseren. De kunne ikke forstå hvorfor deres isterninger til drinksene var våde.
Øh jeg tror at den står på grill nu. Og jeg sidder her i gæsteværelset og tænker på kød. Vilde mand, mænd, hvis nu lige I fangede en hjort og gjorde den klar til grillen! Nej - måske er jeg træt. Men helt ærlig. Rammerne er et rum malet delvist halvt om halvt lysegråt i bunden og hvidt i toppen; hvor væggene falder ind i loftet flyver et lille spindelvæv op og ned når vinduet står på klem, den her verden er gået i stå, himlen er blå, blå og elektrisk. Jeg tager det i mig igen, mågerne er ikke kister af lyd men leer lukkende luft halshuggende luft; blødende blå luft. Hvordan er udsigten, vil hun vide. Og jeg svarer hende ikke. Nu vil jeg altså gerne skrive romanen Romanen om Vitus Bering.
Jeg tænker seriøst på en roman. Och (fortsætter han) på dig. Den blå kjole gik i en frakke. Helt henne omkring hjørnet står en mand og puster på glas, en kat i stor pels kigger på ham som om han er en idiot der puster på glas bare fordi glasset er gået i stykker og er røget i hans øje. Det blev lidt dumt formuleret: Det eneste man kan sige er, hvis man er et menneske i en kats øje er man et menneske, og hvis man er en idiot i en kats øje - er der ingen til at skælde ud på vejret fx, eller det blev lidt dumt formuleret. Moomo siger noget. Nogen er død nej det blev dumt formuleret. Noget er gået i døden for grillens hyggelige stunds skylds dumme formulering om sommer og røg. Jeg har brug for den røg.
Men så kom nogen og sagde noget. Nu bliver der lavet mad. Jeg er ikke så inspireret. Men jeg kan tænke på dengang som nu er fortid ved ikke hvor skiltene fører hen, men det er en helt vildt dejlig nat - det er så underligt, hver gang jeg vender mig om for at gå; ser jeg et skilt og skiltet lyser med sol på sig, en lille rotte, midt i et dødsskrig afslører store gule rodede tænder, hænger i et stykke fiskesnøre. Død fisk med pels.
Och tysnar, jeg ejer en roman af Leif Hjernøe Romanen om Vitus Bering. Det hedder den. Jeg fik den af min ven Martin. Jeg har ikke sprættet den op endnu, og jeg har den heller ikke med herop til Allerød. Nu stener jeg. Måske skulle jeg lyne noget cola i mig, hey er det der svaler hvis de andre der ja dem der de derovre er hvad?
Vi skal tale om inspiration. Jeg kan godt lide andre bøger. Og internettet. Og kaffe. Og musik. Og mit vindue, som har en udsigt som aldrig (aldrig!) ændrer sig. Og fodboldkommentatorers brug af metaforer. Og tanken om den linie, jeg skal til at skrive. Og noget som er så luftigt at man næsten ikke tror at det findes: græs eller en plastikpose eller sammenkrøllet kleenex.
Det går lidt langsomt. Jeg ville ellers have skrevet alt muligt klogt; hjernen hopper af sol. Ikke mere kaffe til mig i den her grav af en musik, musikken af grav musikken fra en grav och han står som et sår i vinden - ikke et strå - håret ligner noget myrdet noget, fuglene synger som om de havde en dirigent i krampe. Uden retning, mand uden retning, i virkelighedens virkelighed.
Och han kigger ned ad gaden, et par lygtepæle er forstenede placeret så langt fra hinanden at en egentlig lysende kinddans ikke kan få lov til opfyldes. Der er så meget liv i forstæderne, en dag flytter han dertil, og måske har han en forfatter i maven og mange boliger. Mange boliger fuck det er lang tid siden jeg læste den. Han kigger ned ad gaden, træernes grene er bure og ribbenene i burene stinker langt væk; sommeren eksploderer - der er så meget liv i forstæderne, kvinden på posthuset var ren nazi. Hun gad mig virkelig ikke. Sådan er der så meget og nu
Jeg vågnede den her morgen og straks så jeg på mit ur at jeg så på mit ur. Med andre ord, jeg stirrede direkte ind i et vagt genskin af mit hæslige ansigt. Og så stod jeg op og så var der kaffe og havregryn med rosiner og æbler skåret i små stykker. Så trådte jeg i karakter og gik i 7-11, hvor en liter mælk koster det hvide ud af øjnene, men jeg købte en alligevel og gik tilbage og redte mit hår og gik i bad og vaskede mit hår og redte det og lyttede til svensk musik lavet af to fyre med harmonika. Og så kom hunden og så kom Huidobro fordi og så kom sproget luntende med sit eget lille grimme ansigt på.
Det er godt nok meget kaffe och så ligner det også et uheld på himlen over åen. Myggene står som dansende flimrende lunger i det reflekterende sollys, åen smager på det, kaster det op, han står lidt derfra: små lys rammer hans ansigt som stod han i en kælder af kold jord med et enkelt stearinlys tæt på ansigtet, et vindue på klem sender vægens flamme på hans ansigt. En ræv stener ved åen som om den ejer naturen.
Hvid svævende fugl, svævende dumper i den bløde horisont. Lander blødt i hendes hænder. Hun hedder ingenting endnu, men jeg har kaffe nok, så det skal nok komme. Hun er grå midt i sort jord og sort himmel med hvid fugl. Melissa. Melissa. Giv mig din krakkede hjerne og jeg skal få dig op at gå igen. Dine hænder er i dit skød eller dit skød er din hånd.
Den her morgen var syg nok, jeg vågnede klokken 8 og troede ikke på det, så vågnede jeg igen klokken 8:58 og troede ikke på det, men stod op. Det at stå op. Och han kigger på et hus han troede solen varmede men solen varmede det slet ikke små dråber af vand regnede ned over ham, han kiggede op, greb fat i hvad der engang havde været skuldrer - det var dødende vand i stille låste døre. Måske er sådan en dag så sådan en dag, det stenede meget; han har store problemer med vand i låsene og nøglen lyder af vand, hvis det regnede ville det regne ak men det regner slet ikke; han kigger op på en villa, han går forbi. Mrs. Nebbits kan se ham halte der fra - hun venter til at han er cirka fem meter længere nede ad gaden og hun kan gøre sig håb om at nå i skjul efter sin forbrydelse på grund af hans halte tilstand så kaster hun stenen og rammer ham i ryggen.
och den lettende tåge i hjernen gik i røg, bag røde døre røg nogen. Jeg kan ikke gøre for, at du ikke kan kende mig jeg sidder jo mest bare her: det venter. Musikken, knogler der falder sammen, et hul i luften, bare, grimme tæer, dage med sol, jeg mener hvorfor helvede skal solen skinne så meget, og hvem har barberet den kylling den danser som et storrygende køleskab af råd.
Den morgen: himlen drejede til højre for nord, solen hang dæmpet, fuglene fodrede en lysekrone med sang. Det var sådan et daggry hvor alt er lidt gråt, fuglene begynder. Allerede to tider blandet sammen ak det går ned ad bakke for fårene - de går bare rundt omkring. Lam er så søde, pigtråden, Lotta Lotass har pigtråden, det hedder et eller andet vildt på svensk, og jeg kunne måske godt finde ordet, ligesom jeg kunne slå op på en tilfældig side i Den röda himlen der ville der stå ville der stå siger jeg til sig jeg til dig dawg: "... griper tag i det som skulle varit skuldror, griper tag i tomhet som är ben och fötter ..."
blikstille blik som blik der buler i vinden og laver torden. og så siger han at vi skal tale. og så taler han. og så sætter han en gammel plade på som jeg ikke kender. og mit blik er blikstille blik som osv. og så griber jeg ham i kraven. og så spærrer han sine øjne op eller i og som et barrikaderet ansigt siger han at vi skal tale. og så taler han. og så sætter jeg en plade på. og så falder talen på bleskift og flag der er på halv. min farmor døde for mange år siden. jeg kan kun tænke på hende som en fugl der ved en fejl havde fået et menneskes ydre. og et kruset hår som smadrede antenner der var faret vild. og så altid en varm leverpostej og ingen ville spise. hun er en juleaften der kører i ring. det gælder om at så få som muligt skal græde. mine tænder er et baldret stakit med splasket kaffe og rødvin på. og min bror er urolig fordi hans ord lander så stille som en smuk.
Fiktion/Drøm
Marcel. Marcel var død. Leukæmi eller kraft i hjernen eller sådan. Jeg var bare henne ved bageren da en kvinde ringede og sagde: "Marcel, Marcel er død." Jeg følte ingenting, højst som en hysterisk guitar i en gammelt punknummer. Men så skete der det der skete og så gjorde jeg det at jeg tog til hospitalet. Derude var han ikke, det var det andet hospital i byen, sagde receptionisten. "Her er han ikke, det er det andet hospital i byen, sagde receptionisten", sagde receptionisten hysterisk. Fluks ud af den drejende dør igen og tilbage på sporet af Marcel. Jeg fandt ham tre timer senere på et værtshus få hundrede meter fra vores lejlighed. "Vi falder først den dag vi kigger ned, sagde han", sagde han.
Landskabet trænger til at ændre sig. Så det køber sig et par nye sko og en traktor. Og så flytter det til en ny by. Hvor det får nye venner og andre interesser. Så finder det en pige som det rejser jorden rundt sammen med. Så finder de hjem og slår sig til ro og får et par landskaber og en have. Og så en dag trænger landskabet til at ændre sig igen. Så køber det sig et par nye sko osv.
kaffen och mælken, tilbage i '99 vågne med et hoved af træ. Nogen saver mens tarmene eksploderer; lyden af ben der brækker, en fod der træder forkert og mister sin rettighed til at stemme. Sen stenet sommer. Nede på stranden. Jeg kan ikke huske hvad han hed ham der kom gående jeg spurgte ham heller ikke om det. Vi lå i en sofa. Hovedet kogte af blod. Kaffen er snart færdig med at brygge, jeg tænker at jeg tager den med mælk, den er så bitter. Fuglene holder deres kæft som om ordenes sorte gjorde dem nat om ørerne.
Uddrag af Personerne er udskiftelige
11
Jeg bærer de halvåbne stier på mine fingre
og ingen andre var der mere. De var der
til de ikke var der mere
fordi de allerede havde været der.
De var der og månerne glinsede
som blege peperonier som
udsigter til deres kranier.
(...)
19
Blegt vand egner sig så godt til at bade i
at jeg hellere vil lade være,
og i stedet slå pæle i sammen med Olav
og lytte til Eels' World of shit.
(...)
32
Hummerne generer mig som hjernens myggestik.
Benene bruser gennem vandets realisme. Og jeg er
så pisse træt af at lægge ører til deres fireliniers digte.
(...)
33
osv.
och en skrev '10hihi' på tyggegummiets røg: røgen gik ind, hvad hed hun, nå men vejret var måske som nu. Røde døre: altid farligt kød. De korte sætninger er bedst at dræbe med et punktum, men så osv. og så noget, så skete der noget: nej. Som NEJ DER SKETE IKKE NOGET. Hun kigger op på mig, jeg er på 1. sal, hun kigger op, hendes hår har svømmet i en måge der har svømmet i hvid maling. så røg jeg og sådan noget. Vildt med kaffe. Jeg kunne godt trænge til noget kaffe.
Som simrende løs på håret som en lus, og lyden af et menneske i det andet rum og intet andet. Det er min ven. Han er gammel som en ræv og hører DJs jeg ikke kender, han vender plader som en kender. Du, du skal ikke være bange. Bare vis mig dine negle og jeg skal fortælle hvilket træ du er. Du er lyden af hvad som helst der ligger stille til det ligger helt stille.
Træerne er blå træerne er blå
grib min hat.
Alt kan konverteres til nevrose, eller utøses i psykose. Hjemsøgte vinduer osv. Du skal ikke komme her med din død. Oh darling, you got so much. Det er et angreb på ytringsfriheden at tie. Nå?10. Vejret er brusende gult i dag. Bare mursten og stille som trappeopgange uden for mine ører. Du ved ikke hvad du taler om. Hvornår ser vi dig igen. Nej. Sikke en lille verden at være stor i.
och vejret handlede om vejret: de havde intet vejr, træerne rakte blade ud i håret af håret, det lignede at han gik meget hurtigt men helt tæt på stod han grå. Aske rejser med lyd. Den lyd er hvid, og på sorte bukser kan en sådan hvid være en lille ø, ikke med sne på sig, men med sand. Nøgne tanker, løst skitseret. Han har brug for en hovedperson: stærk som ham selv og splittet af nymånens segl. Min ven ringede og fortalte om Frankrig - og Svend Johansen.
Jeg har rykket mig over i stolen ved siden af sofaen. Jeg tror min ryg takker mig. och det lignede himlen, men himlen stum for skyer, skeer var gået gennem månen; lidt sukker faldt af. Han har slet ingen hjerne i hjernen. Vågner uden et ord på munden, munden sejler med tænder. Han er så glad, månen vågner af mundens sejl. Det giver vist ingen mening, at nogen ligger nøgen i en seng og græder mælk.
Kulissen som tænkt som en drøm,
det var det det blev
fordi der var mange kulisser
og kjoler og stumt stille vand
i rygsøljen på en mand
der rankede sig som
betændte knogler og broer.
Det er muligt at forestille sig
at den første linie i litteraturen
er rettet mod intensitetens nu,
og den anden
venter vi stadig på (Det
gør vi jo ikke) Jo, og sådan
brast en kop mens jeg havde kaffe i den.
Varm sort væske i hele min seng.
Det betyder ingen ting ingenting. Jo,
det betyder ingen ting kommer til at sove tørt i nat.
och det sorte i rummet er mere sort når væggen er sort det hele er lidt sort når væggen er meget sort han ligger i sengen og vågner. Det betyder noget at nogen siger til ham, det ser sort ud. Det der ser sort ud - kan hans hår ikke vågne. Han rejser sig fra sengen. Der bliver talt gennem væggene af hår. Han rejser sig lidt mere; neglene går gennem frakkerne og tager frakkerne med sig i et riv eller rids.
Mens ruderne slår sollyset ind en magnolia tynget af sin betydning med knejset nakke osv der er en dampende kaffe og rummet er perfekt med arkitekturen plasket op ad væggene man skal få det godt her har de tænkt i det blege lys fra gården eller den blå himmel der er intet så afskyeligt som mennesker der ønsker det bedste for andre det er længe siden jeg glæder mig sådan til at se dig og pludre kan du huske dengang kan du?
och det der post det der sommer det sommerpost - bien eller fluen er har pløjet sig ind i mine ører, lidt skidt råber på et bad - men badet er så sindssygt orange. Det her er min roman og du er velkommen. Fluen summer et sted derude, måske er jeg en flue for den, har du tænkt på det. Måske tænker fluen at mennesket er en flue, mennesket er fucking grimt nok: fluen har en satellit i hjernen. Hun bærer en ligkiste ind og en tændstikæske og siger hej, går ud igen. Det hele er breve mand.
och det og det | jeg tænker på at hvis man sætter nok streger må det vil ende som tynd fugl i ansigtet. Altså fuglen er meget tynd i ansigtet. Tilbage i 2003 ville en pige jeg holder utroligt meget af holde min hånd, da hun slap min hånd var det for at sige og pege "Deroppe plejer uglen at sidde" og der var ingen ugle, men et hul i træets flade - hvilket gav sådan et saksindgreb af stive hænderne, jeg mener det virkelig jeg tror du har smukke hænder. Til gengæld husker jeg ikke hendes hænder. Måske er de med sort støj i øjnenes bål, røg.
Hvorfor er tiden en anden, om sommeren? Mine hænder er i uorden. Jeg ville have samplet Lotta Lotass, men kunne få lov til det. Romanerne, er dumme, kommaet er dumt, hænderne urolige, klokken er så åbenbart hele tiden 13:58, men på min computer er klokken 14:05, fremtiden bringer kaffe eller mørke slemt som kaffe, den kaffe.
Abonner på:
Opslag (Atom)